Hva' så, fætter?
Jeg var helt fortabt i min første kæreste. Vi sad hos ham eller mig og snakkede, så fodboldlandskamp, gik i biografen, var ude hos vores venner, vi tog i bowlinghallen og så videre. Det var lige op til jul, og et par dage inden jul skulle jeg som så mange gange før op til ham. Men han var ikke hjemme. Jeg forstod det overhovedet ikke, fordi vi havde aftalt det om formiddagen.

Langsomt gik det op for mig, at der nok var en grund til, at han ikke var hjemme. Jeg kørte hjem igen, skrev et brev til ham, som jeg kørte op med, og så tog jeg ellers hjem igen og var ked af det.

Efter et par dage, hvor jeg havde prøvet at ringe til ham, men han ikke var hjemme, og hvor han heller ikke havde ringet til mig, ringede jeg igen, og denne gang blev telefonen taget. Jeg gik straks i gang med at skælde ud og sige, at han da i det mindste godt kunne ringe til mig.

Da jeg var færdig, var der en stemme, der sagde, at jeg nok hellere måtte tale med min kæreste og ikke ham. - Det var min kærestes fætter, jeg havde skældt ud!

Nogle dage senere mødte jeg min kæreste i byen, hvor jeg fandt ud af, at vi altså ikke længere var kærester.