"Hvor har du været
hele mit liv?"
Jeg vil gerne fortælle om min første rigtige forelskelse. Det var i sommer. Jeg har aldrig rigtig været forelsket før jeg så hende, det fandt jeg ihvertfald ud af, for jeg glemte alt omkring mig. Jeg kunne ikke koncentrere mig, og tænkte ikke på andet end hende hele tiden. Jeg havde aldrig troet på det dér med kærlighed ved første blik, men jeg blev overbevist. Hun stod der med sit lange lyse hår og blå øjne og snakkede med sin veninde. Hun har boet i den samme by som mig i over 2 år uden at jeg havde lagt mærke til hende.
Jeg arbejder i butik så der er altid gang i den, og tid til være ukoncentreret. Jeg stod bare der og kiggede på hende uden at sanse tid og sted. Jeg har altid været, eller ville være en hård fyr som altid har grinet når en af vennerne har sagt de var forelsket. Hvis det var forelskelse ville jeg være det hele mit liv!
Da jeg lavede lort i det pga. min fraværenhed og kunden gjorde mig opmærksom på det, kiggede hun selvfølgelig i den retning som jeg var i, og fik øje på mig, Jeg blev total rød i hovedet og prøvede at kigge væk og lade som om, jeg ikke havde kigget på hende de sidste 5 min. Jeg tror aldrig nogensinde jeg glemmer det udtryk hun havde, det var ligsom hun godt vidste jeg havde kigget på hende. Hendes smilehuller kom til syne, og også hendes søde øjne. Nå, men hun gik videre.
Jeg ville bare se hende igen, jeg fik fri fra arbejde ved omkring 20-tiden, og tog hjem. Jeg ringede til en kammerat og spurgte om han ville med ned i byen. Det kunne jo være at jeg så hende dernede. Vi tog derned, travede rundt og kiggede på vinduer, andet er der jo ikke at lave på en onsdag i en halv-lille provinsby. Vi gik over i det lokale bowligcenter og hang ud lidt, og efter et stykke tid blev vi enige om at smutte hjem. Vi gik gennem byen hjem, og pludselig som jeg havde mistet håbet om at se hende ved et tilfælde nede i byen, var hun der med sin veninde. De sad på en bænk og snakkede. Vi gik hen imod dem, og jeg blev totalt varm, og begyndte at småsvede. Da vi var ca. lige ud for dem, kiggede hun op og så mig, men kiggede hurtigt væk igen og snakkede videre med sin veninde.
NEDTUR, tænkte jeg. Nå men som jeg nævnte tidligere, er jeg en hård fyr som ikke ville tabe ansigt over for en kammerat. Så jeg råbte da vi var lidt væk, "Hvor har du været hele mit liv?" Jeg vendte mig om og kiggede om hun havde hørt det. Det havde hun, for hun kiggede i hvert fald på mig.
Nå men det blev torsdag, og jeg havde været på arbejde og havde fået fri kl. 23. En af mine venner kom og hentede mig og spurgte om jeg ville med over og have en øl. Det kunne vi jo godt. En del øl efter oppe på de lokale diskotek, var stemningen ved at være der, og hæmningerne smidt. Så kom hun gående ind af døren.
Jeg som havde gået på det diskotek i 1 års tid, havde aldrig set hende deroppe før, og så kommer hun! Jeg sidder lidt og kigger, da jeg kan se at jeg ved hvem hendes veninde er. Jeg ser at hun går på toilettet og går op til sin veninde, som jeg havde snakket med før dette, og spørger om hun havde en kæreste. Og "Thank you, God" det havde hun ikke. Hun kommer tilbage fra toilettet og ser at jeg snakker med hendes veninde, hun sætter sig og falder hurtig i snak med en anden. Min kammerat kommer, og kan godt se at jeg har en på kornet, og sætter sig ved bordet, Snakken går og jeg er faldet i snak med hende og det kører bare.
Pludslig smutter min ven og hendes veninde, så det kun er mig og pigen der sidder ved bordet, og det var straks værre. Genert som jeg er, bliver det ikke til mange ord, tiden skrider frem og isen bliver brudt, jeg tager hendes hånd. STILHED, Yess jeg gjorde det sgu, men det bedste af det hele var at hun gav den et klem. Der gik ikke lang tid før vi kyssede, og jeg var i himmelen.
Nå, men for at gøre en lang historie kort var jeg sammen med hende den aften, og det var jeg også dagen efter, og der begyndte vi at komme sammen, og det har vi gjort lige siden, i 2 måneder og 19 dage, og jeg er så total forelsket.
R., 17 år.
Fortsættelse:
Det er nu 14 timer og 47 minutter siden min kæreste slog op med mig efter næsten 5 måneder sammen. Jeg har aldrig i hele mit liv følt mig så fortabt som jeg er lige nu. Jeg er 17 år men føler jeg har elsket hende i 100 år.
I går havde vi aftalt at jeg skulle komme ned og besøge hende. Jeg kommer ind og vi kysser som vi plejer at gøre når vi sås, jeg smider min jakke og sætter mig. Jeg kan godt se at hun virker lidt fraværende, så jeg går hen til hende og spørger om der er noget galt. Hun kigger på mig siger "Jeg slår op". Fuck hvad sker der, mand? Vores forhold kunne da ikke være bedre, vi havde det sgu da pissegodt sammen, jeg har aldrig grædt over for en pige før. Det eneste jeg siger er "Hvorfor??". Hun siger det eneste, jeg ikke ville høre. "Jeg var sammen med en anden".
Jeg brød helt sammen, græd som pisket, mens hun stod der og så ud som om det ragede hende en fjer, og så kom den klassiske undskyldning om at vi var gledet fra hinanden, og vi aldrig var til de samme ting. Jeg gjorde måske det dummeste jeg kunne gøre, jeg skred. Jeg kunne ikke høre på det, det passede ikke. Vi skulle være sammen, fuck jeg elsker hende. Jeg har ikke snakket med hende siden, jeg har det så pissedårligt, så skide dårligt..
Det var det.. Jeg skrev det første brev til Teen "Hvor har du været hele mit liv?" for lang tid siden, og det her endte det med. De siger der er mange andre fisk i havet, men hvad nytter det når der kun er en man vil have....?
R.
