Hvad kan du bruge Intranet 2.0 til?
EKSPERTERNE
Andrew McAfee
Astrid Haug
Vibeke Thøis Madsen
Mads Richard Møller
CASES
Wiki: Grundfos
Lederblog: Alka
Debat: COWI
Af Kim Matthäi Leland, kommunikationskonsulent
Interview med Henrik Larsen, webredaktør for COWIs intranet.
På rådgivningsvirksomheden COWIs intranet kan alle medarbejdere ytre sig helt frit. Den interne debat er en fantastisk måde at måle stemningen i virksomheden på, fortæller webredaktøren.
Da COWIs intranet blev lanceret i sin nuværende form i begyndelsen af 2008, var en af nyskabelserne debatforummet Questions and Answers.
Et helt frit debatforum
"Forummet har sådan set ingen begrænsninger. Alle kan gå ind og starte en debat, og alle kan kommentere," fortæller redaktøren for intranettet, Henrik Larsen.
Kommunikationsafdelingen var ret bevidst om ikke at sætte regler og grænser op for brugen af debatforummet.
"Vi præsenterede forummet og skrev, hvad meningen var med det. Og så overlod vi det i øvrigt til medarbejderne selv at finde ud af, hvad de ville bruge det til," fortæller han.
Både faglige og nære emner bliver taget op
Forhåbningen var, at der især ville blive ført faglige diskussioner om emner inden for fx ingeniørteknik.
"Men det har der ikke været så meget af, som vi havde regnet med. Folk tager mest emner op, som er meget tæt på dem selv," fortæller Henrik og nævner som eksempel parkeringsforholdene omkring COWIs hovedkvarter, som har der har kørt en livlig debat om i Questions and Answers-forummet.
Forummet bruges dog også til faglige formål.
"Vi havde et eksempel med en ingeniør ovre i USA i et af vores amerikanske datterselskaber, som havde et problem med undervandssvejsning. Der var ikke nogen af os dødelige, der forstod hvad det gik ud på. Men der gik meget, meget kort tid før en dansk kollega her kunne give ham navnet på en anden dansk kollega, som han mente havde skrevet en opgave om det på DTU. Og ganske rigtigt - det tog en dags tid eller to for ham at få opklaret det," fortæller Henrik Larsen.
Læs mere: Andrew Mcafee kalder dette broadcast search
Hør Henrik Larsen fortælle om, hvordan medarbejdere har fundet hinanden gennem debatforummet
Download Quicktime Player
Også mindre tekniske emner bliver taget op i forummet.
"Der er almindelige dagligdags ting som for eksempel brug af Officepakken, hvor folk er rigtig gode til at udveksle tips og tricks til, hvordan man gør dagligdagen lettere," fortæller Henrik.
Fagligt eller ej, så udspiller der sig i hvert fald en livlig debat. I løbet af de første to år er der startet over 300 diskussioner, og medarbejderne følger i høj grad med i debatforummet.
"Selv om Questions and Answers har en lidt uanselig placering langt nede på forsiden af intranettet, er folk altid fuldstændig klar over, hvad der foregår i forummet, når man taler med dem i kantinen," fortæller Henrik.
Frit spil for brokkehovederne?
Et helt frit debatforum giver selvfølgelig også mulighed for brok og kritik. Og Henrik medgiver da også, at det forekommer.
"Men når folk gør det, er der jo altid en årsag til det. Og vi har ikke nogen problemer med systematiske brokkehoveder. Så når folk tager fat på noget, så er det fordi, der er et eller andet, der ligger dem på hjerte eller der er et behov der skal dækkes," mener Henrik.
Det er hans klare holdning, at man ikke kan forhindre diskussioner eller problemer ved at fortie dem.
"Tværtimod kan man bruge sådan et værktøj som det her til at få dem ud i lyset, så alle kan forholde sig til dem. Fordi vi oplever jo også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved ledelsens dispositioner. Og de holdninger kan man få taget temperaturen på ved at have sådan et værktøj her. Det er simpelthen en måde at lukke damp ud, som jeg mener er meget værdifuld," siger han.
Læs gode råd om debat på intranettet fra Astrid Haug, ekspert i sociale medier
Hør Henrik Larsen fortælle om, hvorvidt der er brok i debatforummet
En anden bekymring, nogle virksomhedsledere har, er, om medarbejderne vil bruge et åbent debatforum til at skrive upassende eller fornærmende indlæg.
"Der har kun været ét tilfælde, synes jeg, hvor vi snakkede om, at der blev det lidt for personligt, lidt uforskammet måske, i tonen. Men jeg synes godt vi kan sige, at det har vi aldrig haft problemer med. Debatten kan sagtens være skarp - men den er altid saglig, er min oplevelse af det. Man kan roligt have tillid til at folk vil bruge sådan et værktøj positivt," siger webredaktøren.
Hør Henrik Larsen fortælle om upassende indlæg i debatforummet
Forummet faciliterer kommunikationen
Det uundgåelige spørgsmål, man som virksomhedsleder sidder tilbage med, er, om det her kan betale sig. Kan sådan en debatmulighed være med til at øge medarbejdernes produktivitet?
"Jeg vil i hvert fald sige, at den opfylder sit formål på den måde, at den øger - eller er med til at facilitere - kommunikationen i virksomheden. Og efter min mening er det med til at gøre COWI til en stærkere virksomhed, at der er sådan et forum, hvor folk føler sig trygge ved at ytre sig. Og også kritisere ledelsen, det synes jeg sådan set er et rigtigt positivt tegn. Hvis der er noget, hvor folk synes: Det her er altså ikke godt nok, så tør de rent faktisk sige det. Det synes jeg er fantastisk. Det tyder på en stærk virksomhedskultur," mener Henrik Larsen.
Hør Henrik Larsen fortælle sin mening om, hvorvidt debatforummet er med til at øge produktiviteten
COWI yder rådgivning inden for ingeniørteknik, miljø og samfundsøkonomi.
Virksomhedens 6.000 medarbejdere er hovedsageligt placeret i de nordiske lande, Mellemøsten, Central- og Østeuropa og Afrika.
COWIs intranet blev kåret til et af verdens 10 bedste i 2009 af Nielsen Norman Group. Læs mere